GOBIVIN


 

Tilbage

 

Roger Sabon

Domaine Roger Sabon er en af de producenter i Châteauneuf-du-Pape, der siden slutningen af 1990’erne nærmest har opnået kultstatus. På trods af at priserne begynder at skræmme, er efterspørgslen enorm, for kvaliteten er høj, og vinene har deres helt egen, elegante karakter. Sabon er et velkendt navn i Châteauneuf-du-Pape. Familiens relationer til området går 400 år tilbage, og i dag står der en Sabon bag flere domainer, deriblandt så berømte navne som Clos du Mont-Olivet og Domaine de la Janasse. Grunden blev for alvor lagt af Séraphin Sabon, da han i begyndelsen af 1900-tallet arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar. De fleste af markerne gik videre til den ældste søn, Joseph, og blev til Clos du Mont-Olivet, mens den yngste, Roger Sabon, senere skabte sit eget domaine, der siden 1973 har været drevet af hans tre sønner, Jean-Jacques, Gilbert og Denis. Jean-Jacques var til sin død i 2011 den måske mest udadvendte af brødrene, med sit brede smil og underfundige humor. Han tilhørte gruppen af ”intelligente traditionalister” i Châteauneuf-du-Pape og lagde mere vægt på elegance end styrke uden at ofre den lokale karakter. I dag er det Jean-Jacques’ svigersøn Didier Negron der tager sig af vinifikationen. Vinene er aldrig overvældende mørke, men top udgaverne mangler hverken koncentration eller potentiale til lagring og opnår med alderen en næsten burgundisk dybde og kompleksitet. Roger Sabon er mest kendt for Châteauneuf-du-Pape, men har også et selvstændigt domaine i Lirac på 28 hektar. Herfra produceres Lirac i alle tre farver og Côtes du Rhône under navnet ”Chapelle de Maillac” samt en del Vin de Table, der også indeholder ”le rapé” - de 5% druer fra Châteauneuf-du-Pape, der obligatorisk skal sorteres fra under høsten og deklasseres.

 

Link til hjemmeside